Vejen til Jerusalem

Der findes bøger, man læser, og så findes der bøger, man lever i. Jan Guillous serie om tempelridderen Arn Magnusson hører til de sidste. Da jeg lukkede sidste bind, sad jeg tilbage med en regulær sorg, som havde jeg mistet kontakten med en gammel ven. Sådan virker det, når en forfatter får en karakter til at føles som et rigtigt menneske.

Vejen til Jerusalem er første bind og foregår i 1100-tallets Sverige, længe før landet er ét rige. Den unge stormandssøn Arn vokser op hos cisterciensermunke, hvor han får både boglig dannelse og en usædvanlig træning i våbenbrug. Da han som 17-årig træder ud i den verdslige verden, er han naiv over for dens magtspil, og mødet med kærligheden, kirken og slægtsfejderne mellem Folkungerne og Sverkerslægten får konsekvenser, der sender ham ud på en lang rejse. Mere skal ikke afsløres her.

Historien om Arn fortsætter i Tempelridderen og Riget ved vejens ende, og tilsammen spænder de tre bind over et helt liv. Her er familietragedier, afsavn, nådesløs magtkamp, venskab på tværs af religioner og håbet om at komme hjem. Guillou blander fiktion og virkelig historie så overbevisende, at man undervejs lærer en masse om middelalderens Sverige, korstogene og Det Hellige Land uden nogensinde at føle sig belært.

Arven efter Arn ligger uden for den egentlige trilogi og følger de næste generationer. Når man har læst de første tre og savner Arn, er det en glædelig overraskelse at få lov at vende tilbage til universet og se, hvordan hans livsværk lever videre. Den er på ingen måde en kedelig tilføjelse, men en gave til dem, der ikke kunne slippe.

Jeg har også læst Guillous Hamilton-serie, og den føles i dag gammeldags og tung i tempoet. Det gør Arn ikke. Historien om ham og Folkungerne er tidløs, og den griber lige så hårdt i dag som ved udgivelsen.