De elendige
Jeg læste De elendige første gang sidst i 1990'erne, inden jeg så musicalen i London – og bogen er så meget større end forestillingen. En must read.
6/6Om bogen
De elendige udkom i dele i 1862, og folk stod i kø for at få fat i næste bind. Vi følger Jean Valjean, der får en uventet chance for at begynde på et nyt liv, og et helt galleri af mennesker omkring ham i 1800-tallets Frankrig – en tid præget af fattigdom, politisk uro og brydninger mellem gammelt og nyt.
Min læseoplevelse
Jeg læste De elendige første gang sidst i 1990’erne, inden jeg så musicalen på Palace Theatre i London – og det var en god rækkefølge. Bogen er så meget større end forestillingen.
De elendige er en af litteraturens allerstørste klassikere, og det er den med god grund. Her får man det hele: skæbnefortællinger, personskildringer på tværs af generationer, retfærdighed og barmhjertighed, fattigdom, håb, kærlighed og sorg.
Bogens store styrke er hele galleriet af personer, man kommer til at holde af, og skæbner, man ikke kan slippe. Hugo giver selv bipersonerne så meget liv, at man sidder og håber, frygter og sørger med dem – og det er netop dét, der gør, at man bliver ved med at vende siderne.
De fleste kender historien fra filmen eller musicalen, men bogen er en helt anden oplevelse. Personerne får langt mere plads, og der er masser af scener og hele handlingstråde, som er skåret væk i tilpasningerne. Hugos lange sidespor om alt fra klosterliv til Paris’ kloakker kan virke tunge, men de giver romanen sin enorme tyngde og sit samfundskritiske blik. Det hæsblæsende tempo og den dybe medfølelse med samfundets udstødte gør, at den stadig griber mere end 160 år senere.
Min samlede vurdering
En stor, krævende og dybt rørende roman, der fortjener at blive læst i sin fulde længde. Must read – uanset om man kender historien i forvejen eller møder Jean Valjean for første gang.
Min karakter: 6/6 – Must read! – Ubetinget anbefaling
